Formål & Praksis

Vi skaber arkitektur med fokus på helhed, indsigt og skønhed. Vores praksis bygger på tidløse løsninger, enkelhed og en forståelse for kontekstens betydning. Vi formgiver med omtanke og stræber efter at bidrage positivt til mennesker og samfund. På denne side kan du læse mere om de principper og værdier, der driver vores arbejde og definerer vores tilgang til arkitektur.

Sammen skaber vi sammenhængskraft 
– Arkitektur, der forstår, forbinder og beriger verden omkring os

Vores mission er at skabe arkitektur, der forbinder mennesker, byer og landskaber og beriger verden omkring os. Vi stræber efter at bidrage til en mere bæredygtig fremtid gennem partnerskaber med bygherrer og samarbejdspartnere, der deler vores engagement i at reducere CO2-fodaftryk og forbedre biodiversiteten.

Vi brænder for den arkitektur, der er med til at løse de store udfordringer, verden står over for. Arkitektur, der skaber bæredygtig udvikling, levende og mangfoldige byer, smukke og langtidsholdbare bygningsværker og gode rum og landskaber for alle. Helhedstænkning og samarbejde på tværs er vores svar på, hvordan vi bedst bidrager til et samfund, der fungerer i dag og i morgen.

For os handler det om at skabe arkitektur, der forbinder mennesker og byer. Arkitektur, der forsyner og faciliterer hverdagen og inspirerer til positiv udvikling. Vi udvikler løsninger og processer, der er tænkt på tværs med tanke på det fælles bedste og med det klare mål at skabe større sammenhængskraft. Vi tror på, at vores samfund er stærkere og udfordringerne mere håndterbare, når vores fælles rum, og forbindelserne mellem dem, er smukke og gode for mennesker.

Vi insisterer på, at vores projekter skal bidrage til det fælles bedste. Derfor arbejder vi helhedsorienteret med at forstå og nænsomt udvikle de steder og bygninger, vi bliver betroet. Med både udsyn og indsigt skaber vi enkel, tidløs og ansvarlig arkitektur. I tæt samarbejde med bygherre, brugere og samarbejdspartnere, leverer vi funktionelle og teknisk og æstetisk velfungerende løsninger, der hver især leverer deres lille eller store bidrag til verden omkring os.

Praksis #1:
Vi prioriterer helheden - og vælger kontekst og funktion forud for form

Det er det fælles og helheden, der er det vigtige. Det betyder, at vi hellere vil bidrage til at styrke sammenhængen – rummet, gaden, byen, landskabet – end at fremme et enkeltstående udtryk. Sådan bidrager vi bedst til at styrke sammenhængskraften i samfundet.

Praksis #2:
Vi tager afsæt i indsigt - og bygger altid på analyse

Formgivning for os består i at balancere en lang række hensyn fra kreative visioner til funktionelle behov. Det arkitektoniske udtryk vil altid bero på en afvejning af drømme, muligheder og begrænsninger. Vi skaber aldrig form for formens skyld, men formgiver på et fundament af viden.

Praksis #3:
Vi forenkler - og sætter det essentielle i centrum

Hvad er den bærende ide og hvordan udtrykker vi den klarest og uden omsvøb? Vi er rundet af en skandinavisk designtradition med fokus på kvalitet for alle og nøjsomhed i forbrug af materialer og effekter. Det, der ikke bidrager til projektets ide, skal væk. Vi vil altid reducere synlig kompleksitet for at styrke et udsagn.

Praksis #4:
Vi skaber tidløse løsninger - og sætter aftryk, der er relevante både i dag og i morgen

Vi skaber smukke og solide byggerier, udført i ordentlige materialer - fri af tilfældige strømninger. Det er afgørende for os at levere stærke løsninger, der er fleksible over tid. Som en bygning med godt dagslys og sundt indeklima altid vil være attraktiv og vedkommende. Vi skaber robuste løsninger til alle tider.

Praksis #5:
Vi dyrker skønheden - og stræber efter det klare og enkle

Skønheden skal altid tilgodeses og ingen opgave er for lille til den gennemarbejdede og smukke løsning. Alle analytiske overvejelser skal altid suppleres med: og hvordan gør jeg det mest enkelt, ukompliceret, klart og smukt? I en verden af kompleksitet og krav insisterer vi på at udvise omsorg for omgivelserne og skabe æstetisk kvalitet i hverdagen.